Nikita lagde sin bærbare computer fra sig og vendte sig mod hende, træt og irriteret.
"Han er også din ven, og du har altid accepteret ham! Vær ikke sådan. Synes du ikke, han griner? Han er bare den samme som altid, intet mere. Du har altid været for følsom over for den slags ting."
Zhanna sukkede, men hendes ansigt blev mere anspændt.
"Du lytter ikke til mig! Han har haft den frækhed at sige igen, at vi burde 'ændre vores sexliv' og foreslået, at vi 'eksperimenterer' med en anden! Er du overhovedet klar over det?! Tror han, han bare kan komme ind på vores soveværelse sådan der? Jeg vil ikke tolerere det her vrøvl! Og du sidder der, tavs, som om alt er fint!"
Nikita følte sit blod løbe koldt. Artyom kunne være uhøflig, men ikke så uhøflig. Han lavede altid sjov, men overskred aldrig en sådan grænse. Måske sagde han noget upassende, men det var usandsynligt, at hans ord var så farlige.
"Vent, mener du det alvorligt? Sagde Artyom det?" Nikita rejste sig og følte en spænding i sig selv. Han havde aldrig troet, det kunne være så alvorligt. "Men han lavede bare sjov, Zhanna. Lad være med at lave et bjerg ud af en muldvarpetube. Kan du ikke bare tale roligt med ham, så det ikke sker igen?"
Zhanna sydede af raseri.
"Du forstår virkelig ingenting! Hvordan kan du joke sådan? Det her er ikke en joke, Nikita! Det er simpelthen uacceptabelt! Og du forsvarer ham jo altid! Det er nok! Jeg vil ikke tolerere, at han er i vores hus hele tiden længere, og det skal du også forstå!"
Nikita følte næsten, at hans tålmodighed var ved at slippe op. Han vidste, at problemerne med Artyom ikke bare var skænderier over hans vittigheder, men også at Zhanna ikke kunne acceptere hans venskab. Det var ikke bare en misforståelse, men en territoriumkrig i deres forhold.
"Du overreagerer!" Hans stemme blev hård. "Artjom var min ven, før du kom ind i mit liv. Jeg har ikke tænkt mig at give op på ham. Han prøvede ikke at ødelægge vores liv, og du... Du gør et stort nummer ud af ingenting."
Zhanna tog sine ting og gik mod døren.
"Fint. Lad alt forblive som det er. Husk bare på: Jeg vil ikke tolerere disse skandaler i huset. Jeg vil ikke føle, at jeg er på en eksperimentel mark. Lad din ven beholde dine vittigheder, og jeg vil leve, som jeg vil."
Nikita rejste sig, greb nøglerne og gik hen imod hende.
"Vent. Du kan ikke bare gå væk fra denne samtale uden at have løst den! Zhanna, det er vigtigt for mig at høre dig!"
Zhanna var allerede ude i gangen, og uden at vende sig om sagde hun:
"Du hører mig ikke. Du hører kun din ven. Og jeg går ud fra, at du er ligeglad med, hvordan jeg har det. Det er det, Nikita, det er op til dig at bestemme."
Hun smækkede stille døren i bag sig og gik. Nikita blev alene efterladt i den tomme lejlighed, og det føltes som om en kold vind havde ramt ham i ansigtet.
Han kastede et blik på den bærbare computer igen, men han kunne ikke koncentrere sig længere. Alt, hvad han kunne tænke på, var hvordan deres forhold på en eller anden måde var begyndt at smuldre. Artjom, vittighederne, deres privatliv – det hele var blevet ét stort problem. Og ingen vidste, hvordan de skulle løse det.
Nikita stod i den tomme lejlighed og forsøgte at dæmpe stormen, der rasede indeni. Han forstod, at med hvert ord, med hvert ubetydelige skænderi, gled de længere fra hinanden. Han havde altid troet, at deres forhold var stærkt, men nu, alene i rummet, blev han overvældet af en urolig følelse af, at noget var ved at smuldre.
Han vidste, at Zhanna var gået til sin mor. Der var altid denne usynlige barriere i deres hus, der dukkede op, så snart der begyndte at blive snakket om følelser. Hun undgik dem. Og det gjorde han også. Det var lettere end at tale om de virkelige årsager til spændingerne. Nikita kiggede på sit ur. Tiden havde ikke gået. Han rejste sig og gik hen til vinduet.
Der var gået adskillige timer, og spændingen havde ikke lagt sig. Han tænkte på, hvor roligt det havde været før, hvor de havde grinet, diskuteret nyhederne og ikke stillet så vanskelige spørgsmål. Han vidste, at han ikke ville være i stand til at glemme Zhannas ord, hendes beskyldninger. Og alligevel kunne han ikke tro, at det hele var så alvorligt.
Lyde fra køkkenet afbrød hans tanker. Det var hans telefon – en besked fra Artyom. Nikita åbnede den og læste: "Hey, er du overhovedet i live? Vi har en plan for i aften. Vil du slappe af?"
Nikita lo, men det var kort og foruroligende. Artyom var stadig hans bedste ven, men nu var han ikke en, han kunne tale med om nutiden. Alt, der betød noget, var, hvordan han og Zhanna kunne finde et fælles fodslag.
Han ringede til Zhanna, men hørte kun biplyde. Hun svarede ikke. Nikita ringede til sit nummer igen, og igen hørte han kun biplyde.
"Måske har hun ret?" lød tanken. Måske skulle han prøve at give slip på alt, der holdt dem tilbage? Men han vidste ikke, om han kunne leve uden det, der var hans fundament – uden den intimitet, uden den oprigtighed, de engang delte.
Han lagde telefonen på bordet, satte sig i en stol og begyndte at tænke. Tankerne myldrede rundt i hans hoved, men ingen bragte klarhed. Alt var, som det var, og alligevel betød det ikke længere noget.
Måske taler de sammen igen i morgen. Måske går de hver til sit igen, men ingen ved, hvor længe denne tilstand kan vare. Og endnu vigtigere, hvad vil der ske med dem, hvis det fortsætter sådan her?
Sådan vælger du afbrydere, stikkontakter og gulvophæng: Praktiske tips til dit hjem